Hvordan undgår vi at eleverne springer direkte til løsningen?

Hjernen aktiveres gennem spørgsmål, så det er næsten urimeligt at bede eleverne vente med at komme med idéer. De kan heller ikke styre sig, men du kan hjælpe dem med at lave en idéboks, som de putter idéerne ned i undervejs. Så kan de få lov til at åbne deres idéboks, når de når frem til fasen med idéskabelse. Grunden til at de skal vente er simpel. Når vi deler idéer, så deler vi også lidt af os selv, og det vil vi gerne have andres accept af. Derfor begynder vi hurtigt at argumentere for vores idéer. Vi vil gerne have, at de andre også kan se det smarte i vores idé. Den argumentation kan hurtigt ende i en diskussion om hvem der har ret. Og den diskussion er ikke frugtbar, hvis den finder sted for tidligt. Hvis eleverne allerede finder på i videnindsamling, så risikerer du at processen går i stå. Nogle vil mene, at de allerede er færdige.

Hvis idéen så kommer fra nogen, der normalt lyttes meget til, så risikerer vi, at de andre slår op i banen. Dermed risikerer vi at ende med den forkerte løsning, fordi vi ikke har samlet viden og observationer nok ind.

Det er svært at holde sig tilbage, når man selv synes, man har set lyset, men hver gang du hører noget, der minder om en direkte løsning på det krystalklare spørgsmål, så kan du bare sige: “Det lyder som en løsning. Skynd jer, at skrive den ned og gem den i jeres idéboks.”

Og selvfølgelig kan man slå et hole-in-one i første forsøg. Måske er den idé, eleverne kom på i første forsøg den bedste. Og det vil vise sig igen, når de åbner idéboksen. Så kan tiden synes spildt, men så kan arbejdet gøre testfasen nemmere, fordi alle data allerede er hentet ind.

Idéboksen kan bare være en tom papkasse, et skrin, en skuffe, en kuvert eller hvad I har for hånden.