Kan man ikke bare springe lidt let over nogle af faserne?

Selvfølgelig. Mit argument for at følge faserne er at det kvalitetssikrer idéerne, men der er ingen regler for, hvor lang tid man bruger på de forskellige faser.

Med årene har jeg opdaget, at jeg kan spore mig selv ret hurtigt gennem alle fem faser. Det skyldes selvfølgelig, at jeg gennem årene har lært og ved meget, at jeg kan aktivere mærkelighed og mudrede spørgsmål, at jeg både har set meget, men også er god til at flytte mig selv rundt, så jeg ikke ser det samme hver dag, at jeg har trænet mig selv i at sige ja og til idéerne, og at jeg også kan være hård ved mine egne forslag. Jeg bakker op om mig selv og bliver lige så forelsket i mine egne idéer som alle andre gør i deres, men jeg kan hurtigt skifte spor og være kritisk.

Ved at følge metoden slavisk, så kan du faktisk også forklare kædereaktionen i din hjerne for eleverne:

Det krystalklare spørgsmål – fordi forbedring slår forandring

Invitation – fordi chancen for at virkeliggøre noget stiger, når man samarbejder

Videnindsamling – fordi data slår holdninger

Videnspejling – fordi hjernen skal tvinges til en omvej for at tænke nyt

Observation – så vi ser med begge hjernehalvdele og ikke kun den logiske

Idéskabelse – fordi idéer kan ændre verdens gang

Relevans – fordi tests slår fornemmelser